Som lokalforening i BUO bærer I med på BUO’s vision om, at børn og unge må møde Gud og andre kristne i deres lokalmiljø. Denne opgave og tjeneste ønsker vi at hjælpe jer med gennem forskellige tilbud og ressourcer.
Netværk
Som lokalforening i BUO indgår I i et større netværk, der alle arbejder for, at børn og unge må møde Gud.
Gennem BUO’s netværk kan vi vidensdele, inspirere og hjælpe hinanden til at styrke og udvikle det lokale kristne børne- og ungdomsarbejde. Dette gør vi bl.a. på netværkssamlinger på SommerOase og LederOase samt ved deltagelse i konferencer om børne- og ungdomsarbejdet.
Ressourcer
BUO arbejder på løbende at lave vejledninger, redskaber, artikler, videoer og musik. Disse ressourcer har til formål at inspirere det lokale børne- og ungdomsarbejde og bidrage til udrustningen af lokale ledere og frivillige.
Administration
BUO tilbyder hjælp til administrationen af jeres lokalforening. Dette indebærer f.eks. registrering af nye medlemmer, udarbejdelse af medlemslister, opkrævning af lokalforeningskontingent og indhentning af børneattester.
Vi står altid på spring for at hjælpe dig, sparre med dig, vejlede dig eller drikke en kop kaffe med dig. Herunder finder du vores konsulenter, hvor du finder deres kontaktinformationer, og du kan læse mere om, hvad de kan bruges til.
Alle lokalforeninger i BUO med mindst 10 medlemmer er med i BUO’s ansøgning til DUF og skal derfor leve op til nogle særlige krav ift. medlemmer, aktiviteter, regnskab og demokratisk opbyggelse. En gang årligt skal alle DUF-registrerede lokalforeninger i BUO indsende tre forskellige dokumenter til BUO’s landskontor: aktivitetsrapport, årsregnskab og referat fra generalforsamlingen. Print tjeklisten her. Disse dokumenter sender BUO videre til DUF for at ansøge om, at BUO fortsat kan modtage økonomisk tilskud fra DUF.
Vi samarbejder med DUF om at ændre verden til det bedre
Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) er en interesseorganisation med det formål at fremme børn og unges deltagelse i det lokale foreningsliv og demokratiet. DUF hjælper og støtter derfor organisationer og foreninger, der arbejder med børn og unge i Danmark. DUF blev stiftet i 1940 for at oplyse og oplære unge i demokrati som et værn mod nazisme. DUF har lige siden videreført arbejdet. Nu støtter DUF samfundsengagerede børne- og ungdomsorganisationer (deriblandt BUO), som har et ønske om at påvirke og ændre verden til det bedre.
De penge BUO får fra DUF er med til at sikre, at BUO bl.a. kan udvikle materialer og ressourcer til det lokale børne- og ungdomsarbejde, give konsulentstøtte til jeres lokalforening, lave børne- og ungespor på SommerOase samt afholde PåskeOase og KonfiOase. Ved at være en lokalforening i BUO sikrer I, at BUO rent økonomisk fortsat kan føre vores vision ud i livet om at børn og unge må møde Gud samt blive udrustet til og sendt i mission.
10 medlemmer
En lokalforening i BUO skal have mindst 10 medlemmer under 30 år for at kunne tælle med i BUO’s ansøgning til DUF. Vær opmærksom på 30-års-reglen: Et medlem, som fylder 30 i det pågældende år, tæller ikke med i ansøgningen til DUF.
Kontingent
Medlemmer skal betale et kontingent på min. 75 kr. årligt. Kontingentet fastsættes af lokalgruppen. BUO står for kontingent-opkrævningen og sender pengene videre til lokalgruppen. Lokale medlemmers kontingent går ubeskåret til lokalgruppen, med mindre andet er aftalt.
Indmeldelse
Man bliver medlem af BUO ved at indmelde sig her. Her vælger man, om man vil være medlem af en lokalgruppe eller om man vil være nationalt medlem. Lokalgrupperne kan også indmelde et medlem ved, med medlemmets samtykke, at give BUO informationer og kontaktoplysninger på medlemmer.
Udmeldelse
Et medlem udmeldes ved at medlemmet tager skriftlig kontakt til BUO’s sekretariat. Ved kontingentrestance udmeldes medlememt af lokalgruppen i begyndelsen af det følgende år.
Flyt fra nationalt til lokalt medlemsskab
Nationale medlemmer af BUO kan flyttes til lokalt medlemsskab. Dette gøres ved, at medlemmet eller lokalforeningen med medlemmets samtykke kontakter BUO’s administration om overflytningen.
Medlemsadministration
BUO’s sekretariat administrerer lokalforeningens medlemmer og sender hvert kvartal og på forespørgsel en opdateret medlemsliste ud til alle BUO’s lokalforeninger. Alle personfølsomme oplysninger (fx medlemslister og indmeldelsesblanketter) bliver delt til lokalforeningerne via dropbox i overensstemmelse med persondataforordningen (GDPR).
Kontakt fra BUO
BUO må kontakte medlemmer med henblik på opdatering af adresseinformationer, betalingsinformationer og oplysning om evt. kontingentrestance.
Lokalforeninger, der arbejder med børn under 15 år, skal ifølge børneattestlovgivningen indhente børneattester på frivillige. Indhentning af børneattester skal ske på alle medarbejdere og frivillige over 15 år, der
gennem lokalforeningens aktiviteter har fast direkte kontakt med børn under 15 år. Hvis lokalforeningen modtager tilskud fra kommunen, skal de hvert år afgive en erklæring på, at foreningen indhenter børneattester.
Det er lokalforeningens eget ansvar at indhente børneattester, men hvis der ikke er nogen ansatte til at
gøre det som f.eks. præst eller børnekirkeleder, kan BUO indhente børneattesterne på vegne af lokalforeningen. Det er lokalforeningens eget ansvar at henvende sig til BUO om at indhente en børneattest, hver gang en ny frivillig starter.
Som lokalforening, der arbejder med børn og unge, har I et ansvar for at have et sæt etiske retningslinjer for at undgå seksuelle, fysiske eller åndelige overgreb eller krænkelser på de børn og unge der deltager i jeres aktiviteter. I BUO har vi det ståsted at vi ønsker at påvirke med respekt, hvilket indebærer at være tydelige voksne, som leder og forkynder med respekt for det enkelte barn, så det vokser og trives med eller uden en tro på Gud.
BUO har udarbejdet en guide for etiske retningslinjer i BUOs arbejde. Denne guide er I velkomne til at bruge i jeres lokalforening. Vi anbefaler at alle nye frivillige får præsenteret jeres sæt etiske retningslinjer for at hjælpe og beskytte barnet og den frivillige. I finder BUOs etiske retningslinjer her
BUO har også sammen med andre kirkelige foreninger udarbejdet en plakat og pixibog om det gode samvær i det kirkelige børne- og ungdomsarbejde. Materialet hedder ”Vi har det godt sammen”. Plakaten tydeliggør for børnene og de frivillige de retningslinjer som følges i jeres lokalforening. Pixibogen er skrevet så den kan læses sammen med børnene i børnekirken, juniorkirken eller klubben.
Kontakt BUOs foreningskonsulent for at få en plakat eller pixibøger. Se og download plakaten og pixibogen.
Handlingsplan for at forebygge seksuelle overgreb i kirken og lokalforeningen
En del af at have et sæt etiske retningslinjer og forebygge seksuelle overgreb i kirken og lokalforeningen, består også i at have en handlingsplan, som bruges ved mistanke eller viden om krænkelse eller overgreb af et barn eller ung i lokalforeningen.
Som lokalforening er I forpligtet til at stoppe krænkelsen og underrette de relevante instanser. Det er en god idé at udarbejde denne handlingsplan i samarbejde med præsten og ledelsen i kirken, men som lokalforening med børne- og ungdomsaktiviteter er det jer der i sidste ende står med ansvaret for dette.
Ved mistanke om krænkelse eller overgreb i jeres lokalforening er I selvfølgelig altid velkomne til at tage kontakt til BUO og vi vil hjælpe jer med at håndtere sagen på bedst mulig vis. For mere information om forebyggelse af seksuelle overgreb og krænkelse i kirkelige miljøer kan du kontakte BUOs foreningskonsulent.
For både at beskytte børn fra overgreb og voksne fra falske anklager, anbefaler BUO at I og jeres frivillige følger disse retningslinjer
En lokalforening i BUO skal have jævnlige selvstændige aktiviteter for lokalforeningens medlemmer.
Aktiviteterne skal være relevante i forhold til lokalforeningens formål. Dette kan være legestue, børne- eller juniorkirke, klubber eller ungdomsklub, fællesgudstjenester, klynge for de 23-30-årige osv. Lokalforeningens aktiviteter skal være jævnt fordelt ud over året.
Lokalforeningens aktiviteter skal være alderssvarende for foreningens medlemmer. Det vil sige, at aktiviteterne i lokalforeningen skal være for, af eller med alle medlemmernes alderstrin. Klynger kan godt tælle med som en aktivitet. Derfor kan I, hvis I har en særlig klynge for de unge, skrive klyngen på aktivitetsrapporten.
Hvis I har brug for hjælp til at udfylde aktivitetsrapporten eller er i tvivl om, hvilke aktiviteter der skal skrives i aktivitetsrapporten, kan I kontakte BUO’s foreningskonsulent for råd og vejledning.
Hver lokalforening i BUO skal dokumentere deres aktiviteter. Dette gøres ved at udfylde en årlig aktivitetsrapport, som BUO udsender i begyndelsen af hvert år. Find den her.
Fra DUF’s side er der visse krav til denne aktivitetsrapport, for at den er gyldig i ansøgningen. Hvis I modtager tilskud fra kommunen, skal I være opmærksom på, at der kan være yderligere krav til lokalgruppens aktiviteter. Gem gerne brochurer og programmer samt opdatér jeres hjemmeside om faste aktiviteter som dokumentation på, at I har afholdt diverse aktiviteter.
Huskeliste til aktivitetsrapporten:
En lokalforening i BUO skal have en selvstændig økonomi, for at kunne tælle med i ansøgningen til DUF. Det vil sige, at I skal føre eget regnskab og have en foreningskonto. For at oprette en NemKonto i banken, skal I have et CVR-nummer. I banken skal I fremvise foreningens vedtægter, referat fra seneste generalforsamling samt oplyse andre relevante oplysninger om foreningen. Derefter kan I oprette en NemKonto til foreningen.
Hvis I har brug for hjælp til at håndtere lokalforeningens økonomi, oprette en NemKonto eller udarbejde et årsregnskab, så kontakt gerne BUO’s foreningskonsulent for råd og vejledning.
Årsregnskabet er et dokument, der giver overblik over indtægter og udgifter samt resultat for det sidste regnskabsår. Hver lokalgruppe i BUO skal dokumentere deres økonomiske aktivitet via et årsregnskab. Årsregnskabet skal godkendes ud fra lokalforeningens vedtægter. Dvs. at hvis vedtægterne siger, at regnskabet godkendes af bestyrelsen, skal bestyrelsen godkende årsregnskabet. Hvis vedtægterne siger, at regnskabet skal godkendes af generalforsamlingen, skal det godkendes der. Godkendelse af årsregnskabet skal kunne dokumenteres via enten bestyrelses- eller generalforsamlingsreferat. Årsregnskabet fremlægges på den årlige generalforsamling for lokalforeningens medlemmer. Inden generalforsamlingen skal revisoren revidere og godkende årsregnskabet. Revisoren må gerne være en fra jeres kirke eller bagland, men må ikke sidde i bestyrelsen.
BUO udsender i begyndelsen af hvert år en skabelon, som kan bruges til udfyldelse af årsregnskabet. Fra DUF’s side er der visse krav til dette årsregnskab, for at det er gyldigt i ansøgningen. Hvis I modtager tilskud fra kommunen, skal I være opmærksom på, at der kan være yderligere krav til lokalgruppens årsregnskab.
Huskeliste til årsregnskabet:
Det er bestyrelsens opgave at lede foreningen, og de har ansvar for foreningens aktiviteter, økonomi og administration. Lokalforeningens bestyrelse er medlemmernes repræsentanter, der strategisk sikrer at udvikle og styrke det lokale børne- og ungdomsarbejde. Lokalforeningens bestyrelse består af det antal medlemmer, vedtægterne siger. Valgbarhed til bestyrelsen skal følge jeres vedtægter. Vi anbefaler dog, at bestyrelsesmedlemmer i lokalforeningen enten er medlem af foreningen, eller har et barn der er med – lem (forældrerepræsentant).
Efter hver generalforsamling konstituerer bestyrelsen sig og fordeler opgaver imellem sig som formand og kasserer. Hvert år skal der holdes mindst to bestyrelsesmøder, med mindre andet står i vedtægterne. Inden hvert bestyrelsesmøde udsendes dagsorden til bestyrelsens medlemmer. Til hvert bestyrelses – møde skal der tages referat. Et lederplanlægningsmøde, hvor bestyrelsen også er tilstede, kan også godt tælle som et bestyrelsesmøde.
For vejledning og sparring til bestyrelsesarbejdet og foreningsledelse, kontakt gerne BUO’s foreningskonsulent.
Hvert år skal lokalforeningen holde en generalforsamling for medlemmerne. Generalforsamlingen er en fantastisk mulighed for at fejre det lokale børne- og ungdomsarbejde, se tilbage på året der gik og præsentere visionen for medlemmer, forældre, frivillige og menighed. Dermed kan generalforsamlingen være med til at synliggøre jeres børne- og ungdomsarbejde og skabe engagement.
Det er en god idé at invitere bredt til generalforsamlingen og gøre det til en fest. Man kan holde generalforsamlingen som f.eks. en fødselsdagsfest, en festmiddag, en sommerfest, en biografforestilling eller en sports- og aktivitetsfest. Hvis jeres lokalforening har brug for idéer til at holde en festlig generalforsamling, så kontakt gerne BUO’s foreningskonsulent for inspiration.
Generalforsamlingen er medlemmernes mulighed for at få indflydelse og medbestemmelse i, hvad der skal ske med lokalforeningen. Her vælges nye bestyrelsesmedlemmer ind, som er medlemmernes repræsentanter.
Hver lokalforening i BUO skal dokumentere, at de har holdt en generalforsamling. Dette gøres ved at skrive et referat fra generalforsamlingen, der underskrives af dirigenten og referenten og derefter sendes til BUO’s administration. Fra DUF’s side er der visse krav til generalforsamlingen og referatet for at det er gyldigt i ansøgningen.
Huskeliste til generalforsamling og referatet:
1. Velkomst og indledning
2. Valg af dirigent og referent
3. Valg af stemmetællere
4. Årsberetning ved bestyrelsesformanden eller leder af børnekirken
5. Fremlæggelse og evt. godkendelse af regnskab jf. vedtægterne
6. Indkomne forslag
7. Fremlæggelse og godkendelse af budget
8. Fastlæggelse af kontingent
9. Valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleant og revisor
10. Eventuelt
Som lokalforening i BUO har I mulighed for at søge forskellige tilskud heriblandt tilskud fra DUF, tilskud til internationale aktiviteter samt tilskud fra jeres kommune. Hvis I har brug for hjælp til at søge disse tilskud så kontakt foreningskonsulenten i BUO.
Som lokalforening i BUO kan I søge om støtte fra DUF’s lokalforeningspulje. Formålet med lokalforeningspuljen er at styrke lokalforeningers arbejde med børn og unge. Hvert år støtter puljen med 7 millioner kroner til lokalt frivilligt foreningsarbejde i hele landet.
Gennem puljen kan der søges om støtte til:
Det er muligt at søge op til 50.000 kr. i støtte til jeres lokalforening. DUF støtter både små og store projekter og anskaffelser, så tænk ud af boksen.
Vær opmærksom på, at der via lokalforeningspuljen ikke kan søges penge til fast husleje, større nybyggerier eller renoveringer samt projekter, aktiviteter eller anskaffelser, som I allerede har afholdt eller anskaffet, inden I ansøger om tilskud.
Som lokalforening i BUO kan I søge om at modtage tilskud til internationale aktiviteter.
Tilskuddet gives til bl.a. deltagelse i internationale konferencer, kurser, seminarer, studierejser eller lejre, som er relevante for BUO’s arbejde med børn og unge samt BUO’s formål.
Den internationale aktivitet skal afholdes af BUO og evt. en lokalforening. For at aktiviteten kan opnå støtte gennem DUF, er det er krav, at aktiviteten skal være åben for alle, både i og udenfor lokalgruppen, selvom det evt. er en særlig lokalgruppe, der har taget initiativ til turen. For at flest mulige kan modtage tilskud, støtter BUO med ca. 50% af deltagerprisen. Man skal være BUO medlem for at man kan få rabat i deltagerprisen. Deltagerne på turen skal have egen rejse- og afbestillingsforsikring, da BUO’s forsikring ikke dækker i tilfælde af sygdom eller afbestilling.
I september hvert år er deadline for ansøgning til modtagelse af tilskud til internationale aktiviteter året efter. I ansøgningsskemaet beskrives den internationale aktivitets formål, forventet udbytte, antal deltagere samt budget med forventet pris pr. deltager. Efter ansøgningsfristen vil BUO afgøre hvor meget og hvem vi har mulighed for at give tilskud til.
Når I er blevet godkendt af BUO til at modtage støtte til en internationale aktivitet, udarbejdes en aftale som skal underskrives. Efter den internationale aktivitets afslutning udfyldes et afrapporteringsskema til BUO med et regnskab for turen. Derudover skal udbyttet af aktiviteten deles og formidles i BUO’s netværk.
I Danmark sikrer Folkeoplysningsloven, at alle kommuner giver tilskud til lokale folkeoplysende foreninger.
Alle lokalforeninger i BUO, der er blevet godkendt som folkeoplysende forening i sin kommune, har derfor mulighed for at modtage forskellige kommunale tilskud. Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvad man kan modtage tilskud til, men man kan bl.a. søge lokaletilskud, medlemstilskud, aktivitetstilskud, projekttilskud samt tilskud til lederuddannelse.
De forskellige tilskud og krav kan findes på din kommunes hjemmeside under punkter som ”kultur og fritid” eller ”foreninger”.
Inden I søger tilskud, er det en god idé at kontakte en frivilligkonsulent i jeres kommune for at høre om, hvilke tilskud I har mulighed for at modtage samt hvilke krav, jeres kommune har til dette.
Godkendelse ved kommunen som folkeoplysende forening
Det er kommunen, der godkender jeres forening som folkeoplysende forening. Det er ofte muligt at finde gode vejledninger til selve ansøgningen samt retningslinjer på jeres kommunes hjemmeside.
For at blive godkendt som folkeoplysende forening i din kommune skal jeres forening leve op til forskellige krav. Hvis I er godkendt som forening i BUO, lever I normalt op til disse krav.
Kravene for at blive godkendt som folkeoplysende forening er:
Børne- og UngdomsOase
Grimhøjvej 6
DK-8220 Brabrand
Tlf.: 86 54 36 08
info@buo.dk
CVR: 25627997
Bank: 3409 – 16963798
BUO er et netværk i den evangelisk lutherske kirke med fokus på karismatisk fornyelse, udrustning og mission for børn og unge.