Byggesten til demokratisk selvtillid

Hvis vi møder unge mennesker med forventninger om, at de er skrøbelige individer i mistrivsel, som ikke kan holde til at blive hverken modsagt eller udsat for krav og forventninger, så har vi jo nærmest afskrevet dem på forhånd – som nogle, vi som de myndige voksne skal tage hånd om, beskytte og hjælpe.

Vi devaluerer dem. Og devaluering kan føre til ufrihed, som igen er med til at indskrænke mulighedsrum og livsudfoldelse hos det unge liv. 

Frygtløs myndiggørelse

En anden tilgang kunne have karakter af frygtløs myndiggørelse. At vi i mødet med et ungt menneske forventer et møde imellem ligeværdige parter, som begge har både ønske og kapacitet til at bidrage til vores fælles bedste. Til den fælles samtale. Til vores fælles demokratiske dannelse. 

I et sådan ligeværdigt møde vil vi måske opdage en anden form for demokratisk hverdagsbevidsthed, opdage et stærkt forankret “vi” hos en generation som ellers ofte anklages for værende intensivt individualistisk. For hvis vi skal lykkes med at kultivere den demokratiske selvtillid, må vi først og fremmest have en håbefuld tilgang til både hinanden og til samfundet.

Hold håbet op

Uden håb forsvinder samtidigt viljen til handling. Og når håbet ikke er til stede, sætter afmagten ind. Der er derfor al mulig grund til at holde håbet op. Tale det gode op. Så både os midaldrende og unge kan finde håbefulde veje ind i et samfund, hvor det bliver naturligt at arbejde ud fra præmissen om, at i morgen godt kan blive bedre end i dag. 

I BUO tror vi netop på, at ligeværdighed er vejen til demokratisk selvtillid og frihed – ikke frihed fra ansvar og forpligtelse – men til ansvar og forpligtelse. Det kommer helt konkret til udtryk i bestyrelsen, blandt medarbejdere og frivillige i organisationen. For i et frit samfund forventer vi, at mennesker er myndige – også de unge.

– Landsleder, Arne Pedersen.