De første 10 minutter
- rapport fra konfioase
”Gad vide om jeg kender nogen?”, ”Mon lederne er søde?”, ”Hvordan bliver det at sove på sovesal med nye venner?” og ”Hvad er det her KonfiOase egentlig?” Måske var det netop de spørgsmål, de 67 modige konfirmander sad med på vej til Odder? Sådan kunne jeg i hvert fald godt selv komme til at tænke da jeg var konfirmand. Spændte og nervøse fik de vinket farvel til deres forældre, tog en dyb indånding og trådte ind på Rudehøj Efterskole, som igen i år sætter rammerne for KonfiOase. Alle følelser går gennem din krop, du stiller dig hen og bliver tjekket ind, afleverer din telefon og 1000 tanker går gennem hovedet, men før du ser dig om, bliver du mødt af et kæmpe smil og en stor highfive fra en af de mange fantastiske unge ledere, som hjælper dig med bagagen og følger dig ned på din sovesal. Du går forbi vandrehallen, hvor bordtennisboldende allerede flyver gennem luften og billiardbordet har indstillet sig på en travl weekend. Du spejder rundt og får måske øje på nogle kendte ansigter fra SommerOase. Du følger den unge leder ned på din sovesal, hvor der allerede ligger liggeunderlag og tasker, som i løbet af weekenden aldrig igen kommer til at ligge så fint. Du smider dine ting og går over i hallen sammen med den unge leder, som spørger ind til dig og hvor du kommer fra. På vejen ser du hvordan konfirmanderne allerede har gang i brætspil, har smidt sig i hængekøjerne ude i gården eller har fundet deres yndlingsplads i sofaerne. Du kommer ind i hallen og der triller en bold over til dig og en stemme der råber ”Hey! hvad hedder du? Vil du være med?”
Sådan ser de første 10 minutter ud på KonfiOase for mange deltagerne! Det er et fantastisk cirkus at iagttage og det kommer slet ikke af sig selv. Sammen med et fantastisk team med 24 unge ledere fra hele landet, har vi forberedt, planlagt, snakket, overvejet og drømt om hvordan vi sammen skaber de bedste første 10 minutter på KonfiOase. Vi er meget bevidste om at det for nogle kan være en udfordring at tage på lejr, væk fra forældre, venner og vante rammer. Derfor er det en af vores absolut vigtigste opgaver at gøre det første møde med KonfiOase til en god oplevelse.
At være nysgerrige sammen
Hen over tre weekender i løbet af skoleåret, afholder vi tre lejre for årets konfirmander. Et år hvor der sker meget for konfirmanderne, nogle vokser i højden, nogle vokser i det indre og nogle vokser i troen – og måske er det lidt af det hele på en gang! Et år med forventning, med forberedelse, planer, serviet-farver, ønskelister og kirke. Et år med overvejelser, med leg, med at være barn, med at være voksen… Et år hvor man bliver sig selv, hvor man bliver forskellig og hvor man sætter retning. På KonfiOase ønsker vi at være nysgerrige sammen, at gå på opdagelse i os selv, hinanden og Gud. At skabe fællesskab med plads til alle. Gennem undervisning at blive klogere på hvem Gud er og hvem Gud siger jeg er. Og helt overordnet set, så ønsker vi bare at skabe et fællesskab, hvor du kan erfare at Gud og mennesker vil dig det godt.
Egne ord
Efter fredagens intro, rystesammen–lege, staffet, ”ta dynen med” (andagt og lovsang) og røverhistorier til putte-runden. Vågner konfirmanderne op til en lørdag pakket med program. Hver lejr har et tema: ”Skabelsen”, ”Bibelen” og ”Helligånden”. Lørdag havde vi inviteret Taurai Bandawa, præst i Odder Frimenighed, som ved levende fortællinger, store linjer og hands-on øvelser, underviste os om skabelsen og hvad det betyder for os i dag, at Gud har skabt dig og mig med værdi. På KonfiOase er alle deltagere en del af en ”bordgrupper” som man spiser sammen med og har gruppetid med under undervisningen. Her fik de bl.a. til opgave at fremstille en kreativ fortolkning af forskellige temaer, som f.eks. ”guds billede” i en tilfældig valgt præsentationsform, som f.eks. et digt, rap, skuespil, film.
Kreativiteten fejlede absolut intet og store tematikker blev simplificeret og forklaret ved konfirmandernes egne ord. Netop dette fokus på at få konfirmanderne til at formulere, udtrykke og præsentere deres forståelse og perspektiv på store temaer med deres egne ord. Åbner døren for at to konfirmander kan tale om tro, liv og store emner med deres egne ord og derigennem vokse.
Da jeg selv var konfirmand, oplevede jeg hvor fantastisk en følelse og trosopbyggende det var, at jeg selv kunne formulere min tro. Det er noget af det, som har været vigtigst for mig personligt i min vandring gennem teen og ungdomslivet. På konfiOase starter vi denne vandring og hjælper, støtter og skaber nogle rammer for at sætte ord på tro, tvivl og alt derimellem. Det er fantastisk at få lov til at se det ske og ofte et highlight som de unge ledere tager med fra lejrene – hvor gode konfirmanderne faktisk er til at sætte ord på ting, når man giver plads.
Balancen
KonfiOase skal være sjovt, der skal være grin, latter og en masse fede aktiviteter! Jeg tager hatten af for de utrættelige og top engagerede unge ledere, som har planlagt og tænkt underholdning, aktiviteter og rammer igennem. Det er imponerende hvordan man kan skabe en euforisk stemning og få 67 konfirmander med ombord i aktiviteter og lege som f.eks. banko, rugbrødsspisning eller capture the flag midt om natten. Det er en fantastisk alder, hvor man det ene øjeblik kan få dem til at glemme at de er teenagere og lege som børn. Og det andet øjeblik kaster en relativ høj ”bold” og se hvordan de på hver deres måde og tempo strækker sig og vokser.
Det er en sjov balance at prøve at gå på, og vi er helt sikkert ikke perfekte, men jeg syntes at vi gør det ret godt! Ved at telefonerne er afleveret og legene og aktiviteterne tager over, bliver det nemmere at kigge op og få øje på hinanden og danne relationer og fællesskaber. Det er så fedt at se hvordan relationer og fællesskaber allerede i de første timer på første lejr begynder at danne sig, og følge dem vokse sig store og stærke i løbet af de tre lejre.
Vi laver lejr sammen
Søndag formiddag starter med en sen Brunch, efter nattens strabadser, hvorefter rengøring og nulstilling af skolen går i gang. En kaotisk, men altid sjov tid, hvor vi i fællesskab tager del i arbejdet omkring KonfiOase rammerne. Ligesom alle bordgrupper i løbet af weekenden har haft en køkkentjans, forsøger vi at få den enkelte konfirmand til at tage del og ejerskab i Konfioase – og for at alle ledere ikke skal stå i køkkenet hele weekenden J Efter rengøringen mødes vi alle i Hallen, hvor der bliver holdt en andagt, sunget lovsange i rundkreds og hvor vi gennem bøn sender konfirmanderne godt hjem. Glade og trætte konfirmander tager deres tasker og tynde liggeunderlag under armen og går ud ad døren. Nu en smule mere erfaren, modigere, trætte, klogere og større. Vores håb og ønske er at alle konfirmander må have oplevet sig set, hørt og som en del af fællesskabet. Vi er også bevidste om at KonfiOase for nogle kan være en svær størrelse, og vi gør vores allerbedste i mødet med dig! Vi ønsker at alle konfirmander i Danmark må opleve at blive en del af vores KonfiOase fællesskab, så hvis du kender en kommende konfirmand, så er det ikke for sent at tilmelde sig, man kan stadig nå at være med på de sidste to lejre: 28.-30. nov. 2025 og 06.-08. marts 2026. Vi glæder os i hvert fald helt vildt meget og er i stor forventning til hvad Gud har forberedt til de næste to lejre.
På vegne af hele KonfiOase teamet skal der lyde en stor tak for lån af jeres konfirmander og vi er allerede i gang med planlægningen af de næste lejre og glæder os!
– Clemens Futtrup Dommert – Ungdomskonsulent i BUO og lejrchef på KonfiOase
Læs mere fra BUO:

Vil du vinde en SommerOase 2026 billet??
Resten af året har du mulighed for at være med i konkurrencen om en SommerOase 2026 billet!

Dansk Oase og BUO søger ny sekretariatsleder!
Er du Oasebevægelsens nye sekretariatsleder?
Kan du holde styr på økonomi og sikre en god administration? Vil du lede vores sekretariat på landskontoret i Aarhus? Vil du være nøglespiller i en bevægelse, der arbejder for fornyelse i den danske kirke?

BMK, hvad gør det egentlig ude i det lokale og nære?
BMK, hvad gør det egentlig ude i det lokale og nære? I weekenden d. 2-3. oktober 2025 løb dette års BMK, børnemedarbejderkursus, af stablen i

Generalforsamling med fejring og fornyelse i BUO
Tilbage på SommerOase afholdte BUO sin årlige generalforsamling – en begivenhed, der i år bød på både tradition og fest.