"Jeg vil bare sprede begejstring"

Daniel Ostersen brænder for at sprede glæde – uanset om det er på BeTween eller som korleder i unge-gospelkoret Praise, der på kort tid er eksploderet i popularitet.

Tør vi? Kommer der overhovedet nogen? Er det bare en dum ide, der falder til jorden? Der var mange bekymrede tanker, da Daniel og resten af teamet bag Praise besluttede sig for at invitere unge mellem 18-25 år til uformel gospel i Aarhus. Det viste sig heldigvis at være helt ubegrundet. På få øvegange er antallet af unge, der gerne vil synge med, eksploderet – sidst deltog over 700 personer.

”Da jeg fik ideen til Praise i sommer turde jeg slet ikke. Men jeg ved, at når der er noget, jeg ikke tør, så skal jeg gøre det. Og der var heldigvis en masse omkring mig, der greb ideen og ville være med” siger Daniel.

Sporleder og korleder
Daniel læser til daglig teologi på 3. semester, og mange kender ham måske bedre som sporleder på BeTween på SommerOase. Det er to meget forskellige roller – men formålet er ens for både Praise og BeTween.

”Jeg vil bare gerne sprede begejstring og glæde. Jeg er fyldt af, at vi har fået livet af Gud, og det skal bruges som den enorme gave, det er. For eksempel ved at have det mega sjovt. Det betyder meget, både når jeg planlægger BeTween og Praise” fortæller han.

For Daniel er Praise også en mulighed for at vende tilbage til rollen som rendyrket ”hype-man”. Som sporleder for BeTween er der nemlig en del deadlines, praktiske opgaver, rekruttering og budget at forholde sig til.

”Det strækker mig og gør mig klogere på mig selv at være sporleder. Før jeg blev leder var jeg almindeligt frivillig på BeTween, og der kunne jeg bare gakke ud og sprede glæde blandt børnene. Det er vildt godt for mig, at jeg nu har mere ansvar – men det er også fedt at have et andet rum i Praise, hvor jeg kan overlade det praktiske til andre dygtige folk i teamet, og bare være den, der spreder glæde.”

Et svar på mistrivsel
Den store tilslutning til Praise er kommet bag på teamet, og lige nu har de udfordringer med at finde et sted, der er stort nok. Men set i bakspejlet giver det mening for Daniel, at så mange unge har lyst til at samles og synge.

”Praise er et uforpligtende fællesskab, hvor det ikke handler om at synge fedt eller præstere noget – det handler bare om at have en sjov aften sammen med andre. Det tror jeg, der er stor efterspørgsel på lige, set i lyset af den mistrivsel, vi ser blandt unge”, siger Daniel.

For Daniel er den store opbakning til Praise også et tegn på en ung generation, der tager narrativet om sig selv tilbage.

”Vi kan jo se, at der er mistrivsel blandt unge – men det er ikke noget, de unge dyrker eller vil være i. Vi tror, at de reagerer på en længsel mod et fællesskab, og dukker op til Praise som et modsvar til ideen om, at deres generation er triste. Der er mange, der hellere vil have en aften med glæde og hype end at scrolle TikTok, men de har ikke haft et sted at gå hen. Og det er jo bare fedt, hvis steder som Praise kan være svar på den længsel”, siger han.

Fordomsfrit rum
Selvom målgrupperne til BeTween og Praise er forskellige, trækker Daniel alligevel på en del erfaringer fra BeTween. Her har han nemlig arbejdet målrettet med at skabe et fordomsfrit rum, hvor det er i orden at te sig.

”På både BeTween og til Praise beder jeg alle se på hinanden med kærlighed, og parkere fordomme udenfor. Det skal være i orden at smide hæmningerne – og det opnår vi kun, hvis vi som fællesskab lader være med at glo på dem, der bliver grebet, og måske synger lidt højt eller danser lidt vildt. Jo mere jo bedre!”, siger Daniel.

Målet er nået – men rejsen er langtfra slut
Teamet bag Praise har mange ideer. De prøver lige nu at finde engagerede ledere, der kunne brænde for et lignende kor i København, og der er sågar snak om et kor i Polen. Men Daniel vil ikke blive slået ud, hvis udviklingen pludseligt stopper.

”Vi har allerede opnået vores mål med Praise – vi ville bare skabe begejstring! Det har aldrig handlet om antal deltagere. Vi oplever, at vi har vandret på en sti, som Gud har lagt for os, og vi ser os selv som det værktøj, han bruger i øjeblikket. Hvis han bruger et nyt om et år, og vi pludselig ikke står ret mange og synger gospel, er det ok. Vi nyder bare at sprede glæden, så længe vi har muligheden”, siger han.

Praise er et gospelkor for 18-25 årige, der er sponsoreret af YFC. Følg Praise på Facebook for at se, hvor og hvornår de mødes næste gang.

Læs mere fra BUO:

Artikler

Byggesten til demokratisk selvtillid

“Et frit samfund er et samfund, der forventer, at mennesker er myndige.” 

Sådan skriver Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen i bogen At være demokrat er ikke at være bange. Den pointe er brugbar, når det kommer til at fremme demokratisk selvtillid hos unge mennesker. 

Læs mere »
Nyheder

Uden pinsen bliver evangeliet halvt

Et helt evangelium må omfatte både påsken og pinsen, for det er én fortælling i to afsnit. Som med så meget andet i kristendommen kan vi også med pinsen og Helligånden få hjælp af den bibelske jødedom, for også pinsen har jødiske rødder. Og uden pinsen og Helligånden er evangeliet kun halvt.

Læs mere »
Nyheder

Hvad er hellighed?

Hellighed er et begreb, du vil møde i Oase gennem 2024. Det er nemlig årets tema. Men Hellig er lidt et tungt ord, og hvad betyder det egentlig?

Læs mere »