Leder juni 2026: Tør vi tro på det?
Det seneste år har været fyldt med historier om unge, der begynder at læse i Bibelen, stille spørgsmål til kristendommen eller opsøge kirken. Men historier er også bare historier. Hvordan ved vi, om der er tale om enkelte tilfælde eller en bredere bevægelse – måske ligefrem en vækkelse? Det ville vi gerne se nærmere på.
Derfor gik BUO, Bibelselskabet og en række andre børne- og ungdomsorganisationer sammen om at finansiere en større undersøgelse af unges forhold til tro og kristendom. Vi ville finde ud af, om statistikken kunne bekræfte de mange fortællinger.
Og det kunne den.
Faktisk var resultaterne så overraskende, at jeg stadig har svært ved at forstå dem. Siden har jeg talt med dem, der stod for undersøgelsen, og deres budskab er klart: Man skal ikke hænge sig for meget i de præcise tal. Men man skal tage udviklingen alvorligt: For særligt unge mænd er der en øget søgning mod tro, kirke og Gud. Anekdotisk ser vi tendens hos begge køn.
Det, der måske opmuntrer mig allermest, er dog noget andet.
De unge virker til at have en frimodighed i forhold til tro, som mange af os andre har mistet undervejs. De bærer ikke rundt på den samme antagelse om, at alle andre selvfølgelig er ligeglade med Gud, kirke og Jesus. De er ikke på forhånd overbeviste om, at tro er et emne, man helst skal undgå for ikke at ødelægge stemningen.
Tværtimod taler de med hinanden om tro. De stiller spørgsmål. De er nysgerrige.
De forstår, at vi har verdens bedste nyheder, som fortjener at blive delt. Og som en ny generation tilsyneladende er langt mere åben for at høre, end mange af os forestiller os.
Det er både forunderligt, opmuntrende – og måske en anledning til, at vi selv genfinder lidt af den frimodighed, som de unge allerede har fundet.
Jeg håber, vi ses på SommerOase!
Peter Bjerre
Læs mere fra BUO:

Plads til alle i børnekirken
Kolding Valgmenighed (KOVA) inviterede i denne måned Dorte Linde forbi til en fokus-aften, hvor hun delte værktøjer til at rumme børn med særlige behov i børnekirken.

Tag med til Sydafrika og oplev iThemba i virkeligheden
Nu er der igen mulighed for at tilmelde sig inspirationstur til iThemba Projects i Sydafrika for BUOs medlemmer.

Er du Børne- og UngdomsOases nye SoMe-haj?
Vi har et brændende ønske om at udbrede budskabet om vores organisation og møde unge i øjenhøjde der, hvor de er – det gælder også de sociale medier. Det er her, du kommer ind i billedet!

Mød BUOs nye bestyrelse
Den 13. juli holdt BUO den årlige generalforsamlig. I år bød på den stor deltagelse, nye vedtægter og en workshop om ny strategi.