Leder september 2026: Vi svigter de unge
Lad os starte med lidt ananas i egen juice. I BUO er vi virkelig dygtige til at skabe kristne fællesskaber for børn og unge, der er fyldt med fest og lækker lovsang! Det skal vi være både glade for og stolte af. Men der er også en anden side.
En nylig undersøgelse på tværs af kristne ungdomsfællesskaber peger på, at selvom vi i BUO har tydelige og gode rammer, er vi langt fra gode nok til at skabe rum, hvor unge kan drøfte troens indhold, tvivlen og mødet med livets kompleksitet. Det er alvorligt, og det er vi nødt til at forholde os til – for jeg frygter, at vi er i gang med at svigte en generation af unge.
Undersøgelsen peger på, at der mangler en udveksling mellem fællesskabets teologi og etik og den unges egen indre verden og overbevisning. Det er netop i det møde, at troen kan blive rodfæstet og få et personligt ejerskab. Ligeledes fortæller de unge i undersøgelsen, at det er uklart, hvordan fællesskabet konkret kan hjælpe dem med at opbygge gode åndelige vaner som bibellæsning, bøn og andagtsliv. Den opgave står de i høj grad alene med, og for mange lykkes det ikke.
I vores fravær står stærke digitale stemmer klar til at tage over. Der findes i dag enorme mængder kristent indhold på sociale medier. En tidligere kollega fortalte mig, at ude på et almindeligt, verdsligt gymnasium havde alle de unge, han talte med, oplevet at få kristent indhold i deres feeds hver dag. I udgangspunktet er det fantastisk, for der findes masser af godt kristent indhold.
Men der findes også meget misvisende og problematisk teologi, og i undersøgelsen gav ingen af de unge udtryk for, at de havde fået vejledning i at vurdere og bedømme det indhold, de møder. Det kan og skal vi gøre bedre.
Det er ikke sikkert, at alt i undersøgelsen gælder for BUO. Men jeg frygter, at meget af det gør. I mine første år som landsleder i BUO har jeg hørt for mange unge voksne fortælle om årgangsvenner, de voksede op med i Oase, som ikke længere sidder på kirkebænken eller er en del af kristne fællesskaber. Det kan vi umuligt være tilfredse med.
For mens vi glæder os over dem, der kommer ind ad kirkens fordør, må vi ikke glemme de unge, der forsvinder ud ad bagdøren.
Det kan virke som en overvældende opgave, men jeg tror på, at vi kan løfte det i fællesskab.
Peter Bjerre
Læs mere fra BUO:

Plads til alle i børnekirken
Kolding Valgmenighed (KOVA) inviterede i denne måned Dorte Linde forbi til en fokus-aften, hvor hun delte værktøjer til at rumme børn med særlige behov i børnekirken.

Tag med til Sydafrika og oplev iThemba i virkeligheden
Nu er der igen mulighed for at tilmelde sig inspirationstur til iThemba Projects i Sydafrika for BUOs medlemmer.

Er du Børne- og UngdomsOases nye SoMe-haj?
Vi har et brændende ønske om at udbrede budskabet om vores organisation og møde unge i øjenhøjde der, hvor de er – det gælder også de sociale medier. Det er her, du kommer ind i billedet!

Mød BUOs nye bestyrelse
Den 13. juli holdt BUO den årlige generalforsamlig. I år bød på den stor deltagelse, nye vedtægter og en workshop om ny strategi.