Lav lanterner for at lyse op i den mørke tid hjemme i stuen, på terrassen eller i indkørslen med levende lys. Her kan du designe lanternerne i de farver og mønstre du selv ønsker
Hjemmelavede lanterner
Saml jer i familien og lav lanterner, som kan pynte i huset, på terrassen, altanen eller indkørslen for at lyse op i den mørke tid. Lanterne kan pyntes efter eget ønske og i de farver, du bedst kan lide. Her kan du også selv vælge størrelsen på lanternen afhængig af, hvilket glas du bruger. Lanternerne laves med en hank af snor, så de kan hænges op og er nemmere at gå med, hvis lanternen skal lyse op på gåturen om aftenen.
Det skal du bruge:
Syltetøjsglas
Jutegarn, fås i byggemarkeder
Evt. perler med stort hul
Ståltråd
Sådan gør du:
Lav et håndtag af ståltråd med en løkke i hver ende. Har du kun tynd tråd læg den da 4-dobbelt og sno en tyk tråd
Lav endnu en ståltråd til glassets øverste kant
Klip seks snore. De skal være 6 x glassets højde. Snorene lægges dobbelt
Sæt hank og snore på ståltråden og sæt den godt fast om glassets øverste kant
Bind snorene sammen med en knude to og to hele vejen rundt
Sæt evt. perler på i stedet for knuder. Du kan også sætte perler på mellem knuderne
Gentag en række knuder hele vejen rundt, til du når bunden
Afslut med en stor knude af alle snorene under bunden
Sæt fyrfadslys i
Hvis du vil have en lanterne, der kan stå – lim da snorenderne fast under bunden i stedet for at binde en knude
Hvis du synes, glassene er for høje i forhold til stearinlyset, kan du fylde bunden af glasset med sand, ris eller hele kaffebønner.