Konfirmand-undervisning

Konfirmandundervisning

I BUO har vi udviklet et katalog med undervisning til konfirmander, som tager udgangspunkt i deres livssituation. Kirken er i forbindelse med unges konfirmation i kontakt med mange, som møder kirken for første gang, derfor vil vi gerne bidrage med inspirerende undervisning med Jesus i centrum.

Et tilbud til konfirmandundervisningen

Vi drømmer om, at konfirmander i hele landet hører evangeliet om Jesus og oplever et meningsfyldt konfirmandforløb, som skaber et tilhørsforhold til kirken, der varer længe efter konfirmationen. 

Vi tilbyder dig et stærkt supplement til konfirmandundervisningen, hvor vi underviser og formidler tro og tillid til Gud, hvor præster og konfirmander får fælles oplevelser til efterfølgende samtale, refleksion og evaluering.

Hvilke undervisninger tilbyder vi?

I vores undervisning bliver konfirmanderne og deres livsvirkelighed inddraget, så det, vi underviser dem i, opleves relevant og vedkommende. 

Emnerne er særligt udvalgte, og de indeholder vigtige budskaber for konfirmanderne.

I undervisningen vil der blive præsenteret centrale kristne begreber og forståelsesrammer, som giver konfirmanderne nye perspektiver og en oplevelse af, at kristendommen og fortællingen om Jesus er vigtig og brugbar i deres eget liv.

Undervisningen varer to lektioner, altså 1½ time + pause.

Prisen er 3.500 kr + kørsel. (Har du flere konfirmandhold spredt over flere dage, tilbyder vi 40% rabat på 2. besøg med samme tema). Ønsker du fire undervisninger får du rabat.

Herunder kan du orientere dig i vores katalog og læse mere om de forskellige temaer:

Vi kommer heldigvis ikke igennem livet uden at skulle omgås andre mennesker. Men ikke alle mennesker på vores vej er lige lette at elske.

Jesus var banebrydende, da han bød os at elske vores næste. Det i sig selv er måske ikke noget, nogen som helst er uenige i – i hvert fald ikke ved første øjekast, men hvem er vores næste egentlig?

Det er lettere sagt end gjort at elske sin næste, og det ser meget forskelligt ud fra relation til relation. At elske sin mor, ven, kæreste eller kassedame er vidt forskellige opgaver. 

Sammen vil vi dykke ned i, hvad en relation er, hvilke forventninger vi har til dem omkring os og hvordan man har en god relation.

Denne workshop er opdelt i to halvlege.
I de første 45 minutter får vi besøg af Sebastian Olesen, som vil fortælle om sit arbejde med næstekærlighed.Efter pausen samler vi op på Sebastians oplæg og arbejder sammen med konfirmanderne i et klassisk workshop format, hvor der vil være øvelser, oplæg og illustrationer, der behandler emnet; næstekærlighed. 

 

Der er bare de der dage, hvor man skændes med sine venner, cyklen punkterer, man skuffede sine forældre og hvor hele dagen føles som strid modvind.

Det er slet ikke simpelt at svare på, hvorfor der er ondt i verden, men én ting ved vi, og det er, at Gud heller ikke synes, det er særligt sjovt for os, når tingene ikke går vores vej. Han vil gerne trøste os og hele de sår, som verden omkring os har åbnet.

De dage, hvor det ikke bare er cyklen, der punkterer, men hvor langt værre ting er på spil, kommer også for os alle. Og hvordan navigerer vi så i dem?

Bønnen og håbet om en bedre og mere optimal verden, kan være befriende for os.

Det kan også være en stor trøst for os, at Jesus blev ven med de ensomme, forsvarede de udstødte og endda selv oplevede stor modgang.

Jesus har før reddet mennesker i stor modgang, og gør det stadig i dag.

Denne workshop er opdelt i to halvlege.
I de første 45 minutter får vi besøg af Martin Bentsen, som vil fortælle om sine erfaringer med modgang. Efter pausen samler vi op på Martins oplæg og arbejder sammen med konfirmanderne i et klassisk workshop format, hvor der vil være øvelser, oplæg og illustrationer, der behandler emnet; modgang.

På cyklen og på arbejdet, i glæden eller i mismodet, når vi støvsuger, gamer eller sover. Gud vil gerne være en del af det liv, vi lever.

Det er en anderledes tanke, end man kan være vant til, hvor Gud sidder oppe i himlen, og ikke har særlig meget med vores hverdagsliv at gøre. Men det har han. Meget mere end vi lige går og tror. Han er ikke kun inde i kirken, men også til koncert, på vandreture og på værelset, når man lige er stået op.

Sammen vil vi snakke om hverdagseksempler, og hvordan Gud faktisk har noget at sige ind i vores helt normale hverdagsliv.

Denne workshop er opdelt i to halvlege.
I de første 45 minutter får vi besøg af Mathilde Kruse Schultz Madsen, som vil fortælle om sin hverdag med Gud.
Efter pausen samler vi op på Mathildes oplæg og arbejder sammen med konfirmanderne i et klassisk workshop format, hvor der vil være øvelser, oplæg og illustrationer, der behandler emnet; hverdagen. 

Det er en hel livsrejse at finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg kan. 

Endnu sværere er det at finde ud af, hvem der giver mig værdi? Det er ofte andre menneskers anerkendelse, vi bruger som en indikator for, hvor meget vi er værd.

Bibelen fortæller om en Gud, der har skabt hvert menneske helt unikt. Og ikke nok med det, så vil han gøre alt, hvad der står i hans magt for at være sammen med os og være svaret på spørgsmålet, vi alle går med: Hvem elsker mig?

Sammen vil vi undersøge, hvem Gud siger, han er, og hvordan han bruger forskellige bibelske personer til at fortælle os, hvor vi skal finde vores værdi.

I Bibelen tegnes et billede af et menneske med både almindelige og ualmindelige træk og en helt ekstraordinær skæbne. Jesus kom fra en bestemt familie i en bestemt by, hvor han voksede op og var et barn af sin tid.

Vi har alle hørt hans navn, men hvad ved vi egentlig om ham?

Bibelen har de bedste svar, hvis man vil vide, hvem Jesus var og hvad han gjorde. Han helbredte de syge, skældte religiøse ud og bespiste mange tusind mennesker.

Men hvis jeg hverken er syg, religiøs eller sulten, hvad skal jeg så bruge ham til? Var han mere end bare et godt eksempel, som levede i Israel for 2000 år siden eller har vi også brug for ham nu?

Vi skal sammen undersøge, hvordan hans ord både var revolutionerende for 2000 år siden og stadig er det i dag.

Ufattelig meget af vores tid bruger vi på at skabe. Skabe kreative værker, relationer, nye idéer.

Ifølge Bibelen er det fordi, vi er skabt i Guds billede. Men hvad skaber du?
Man kan hurtigt blive i tvivl om, hvad man er god til. Men at skabe noget er meget mere end de kreative eller umiddelbart mærkbare evner. Man kan være god til at skabe venskaber, lige så vel som detaljerede tegninger. Man kan skabe smil på læber eller musik til ørerne.
Vi kan alle skabe noget. Og den gave har vi fra Gud.

Sammen vil vi undersøge hvilke karaktertræk Gud har, og hvad det har af betydning for, at vi er skabt i hans billede. Derudover vil vi også snakke om, hvad vi hver især kan skabe med de evner, vi har fået givet, og hvorfor verden ikke ville være det samme sted uden dig.

For kristne er Bibelen central, da den fortæller om, hvem Gud er, og hvad han vil med os.

I Bibelen kan vi læse om lignelser, hændelser og beskrivelser, der kan være svære at tro på, men som faktisk alle sammen kan have stor værdi for os læsere.

Sammen skal vi prøve at fange den røde tråd gennem Bibelen og tale om hvilken betydning, den kan have for troen gennem historierne om de bibelske personer. De grundtemaer, der var på spil for datidens mennesker, er nemlig også vedkommende for os i dag.

De fleste af os er efterhånden klar over, at vi selvfølgelig skal passe på vores planet.

Da Gud skabte verden, gav han mennesket en meget særlig opgave: Vær gode forvaltere af jorden, bliv mangfoldige og elsk mennesker omkring dig.

Ufatteligt mange år senere er vi så her, og har i det mindste klaret den del med at blive mangfoldige.

Sammen vil vi undersøge og diskutere, hvorfor det er vigtigt, at vi passer på vores planet og dykke ned i skabelsesberetningen samt lignelsen om den gode forvalter.

Vi har alle sammen et ansvar for den klode, vi lever på, men vi har også håbet om en ny jord, tilgivelse for ikke at passe på hinanden og en tro på, at det store ansvar faktisk ikke er på vores skuldre alene.

Sociale medier er en stor del af de fleste unges hverdag og sociale liv. Det skaber enormt mange muligheder for den enkelte, men med nye muligheder kommer også nye udfordringer.

WWJD-OS – What Would Jesus Do On Snapchat og hvordan ville Paulus’ Instagram se ud?

Vi skal se på konceptet Sociale Medier. Hvad gør det ved os og hvilke konsekvenser kan en uhensigtsmæssig færden have? Med input fra Kristendommen, vil vi sammen reflektere over vores færden på disse medier, både positivt og negativt.

Denne workshop kommer til at bestå af flere forskellige øvelser, samtaler og oplæg med illustrationer. Dette kommer til at danne den ramme, som vi vil udforske den komplekse verden af sociale medier inden for. 

Ønsker du at vide mere eller booke undervisning, kan du skrive til info@buo.dk.