Giv slip på min teenager!

Som forældre er det vores opgave at opdrage med tydelige rammer, som vores børn kan udvikle sig i. Vores opdragelse præges uundgåeligt af vores værdier og menneskesyn. Det kommer for eksempel til udtryk, når vi inddrager vores børn i fællesskaber (sport, kirke, spejder mv), fordi vi ønsker de skal lære at være en del af og bidrage til et større fællesskab.

Eller når vi deltager i hjælpearbejde, fordi vi gerne vil lære vores børn at være hjælpsomme og gavmilde. Eller når vi prioriterer at være sammen som familie om eftermiddagen, fordi familietid er en vigtig værdi. Eller når vi læser lektier nogenlunde på samme tid hver dag, fordi vi gerne vil lære vores børn sunde rytmer.    

Rammer og værdier kan se forskellige ud fra familie til familie. I de fleste tilfælde samarbejder børn ofte – indtil puberteten. Så hører det op – i større eller mindre grad, langsomt eller ganske pludseligt. Mine egne tre teenagere prøver på forskellige måder at fortælle mig, at de har brug for plads til at danne og afprøve deres egne meninger og tilgange til tingene. Ofte hører jeg det ikke. Jeg bliver for fokuseret på HVAD samtalen drejer sig om, fremfor HVORDAN vi taler sammen. Med andre ord kommer jeg til at fokusere på min opdragende rolle på bekostning af relationen til min teenager.  

Spændingen mellem at være en tydelig forælder og samtidig give frihed og plads til teenagerens løsrivelse og selvstændige udvikling kan være svær at finde vej i som forælder til teenagere. På den ene side har teenageren nemlig forsat brug for forældre, som er tydelige i deres værdier og rammer, så de kan afprøve deres eget ståsted i livet op ad et forældreskab, der står fast og er stabilt. På den anden side, har teenageren brug for forældre, der evner at give slip og lade teenageren danne sine egne vurderinger, meninger og beslutninger. Også selvom de kan se meget anderledes ud end vores.

Det kan fremkalde en følelse af afmagt hos os, fordi vi kan være bekymrede for om vores søn eller datter får truffet det valg, der er bedst for ham/hende. Her gælder Søren Kierkegaards ord om, at livet må forstås baglæns, men leves forlæns. Det betyder, at hvor meget vi end ønsker at lægge vejen til rette for vores teenager med gode råd og stærke værdier, så kan deres selvstændige tilblivelse som individer kun ske gennem deres egne livtag med tilværelsen.

Som forælder til teenagere, er det derfor vores opgave at stå på sidelinjen og være tilgængelige, nysgerrige og respektfulde. Ender vi i stedet i diskussioner om rigtig eller forkert, godt eller dårligt, vil konsekvensen som oftest være, at min teenager fjerner sig endnu mere fra mig i forsøget på at skabe plads.

Det er min egen erfaring, at jo mere jeg giver slip og giver frihed til teenagerens egne beslutninger, jo mere søger han/hun min vejledning. Det kan konkret være i spørgsmål om prioritering af tid, sunde rytmer, alkohol til fester, tatoveringer, prioritering af penge, værdier i forhold til kærester og andre temaer, der kan berøre dybere værdier. Her læner jeg mig op af ordene fra den franske munk Frans af Assisi:  

Søg først at forstå, dernæst at blive forstået

Det handler om at bevare taleretten til sin teenager – særligt på de områder, hvor vi tænker, tror og mener noget forskelligt.