Hvad er hellighed?

Foto: Aaron Burden on Unsplash

Refleksioner fra BUOs landsleder, Arne Pedersen

Kære BUO-venner: Godt nytår!

Tak for jeres opbakning i det gamle – og jeg håber I også vil velsigne os med opbakning i 2024.

Med et nyt år begynder også et nyt årstema for vores bevægelse. I år er det temaet “Hellig”, og det vil gå igen i både LederOase (lige om lidt) og på SommerOase. Det er vores to nationale events, hvor Oase-familien mødes, har fællesskab med hinanden, opmuntrer hinanden og bliver inspireret.

Hellig er lidt et tungt ord. Det har en vis vægt, og det er nok ikke så mange af os, som har det naturligt integreret i hverdagssproget. Mange af os vil måske definere “hellighed” som “fraværet af synd”, og det har da også noget med hinanden at gøre, men det bibelske perspektiv på hellighed er langt større og rigere.

To af de måske mærkeligste steder i Bibelen, hvor Bibelen virkelig udvider perspektiverne på hellighed, finder vi hos Esajas og Ezekiel. Da Esajas kaldes til profet, befinder han sig i templet, og han kan godt mærke, at han ikke helt hører til der. Så kommer der et mystisk væsen og rører ved Esajas’ læber med et stykke varmt kul fra alteret, og Esajas bliver forvandlet. For Ezekiel ser det anderledes ud, men templet spiller stadig en rolle. Ezekiel ser i et syn vand strømme ud af templet. Vandet begynder som nogle få strømme, som efterhånden udvider sig og bliver til både en bæk og en flod, som til sidst løber ud i det Døde Hav. Og strømmen fra templet bringer liv med sig – frugttræer vokser frem på bredderne og havet bliver forvandlet, så der kan leve fisk i det. (Du kan læse de to steder i Esajas 6 og Ezekiel 47.)

De to steder siger noget revolutionerende om hellighed og renhed, fordi det bliver vendt helt rundt. I begge de to tilfælde ovenfor bliver det urene rent og forvandlet i mødet med det rene og hellige. Særligt i Ezekiels tilfælde kommer helligheden i bogstaveligste forstand flydende ud i verden og bringer liv, hvor strømmen kommer frem.

Endnu vildere bliver det i evangelierne i det Nye Testamante, hvor…ta daaaa…Jesus kommer på banen! Igen og igen og igen og igen læser vi beretninger om, hvordan Jesus møder mennesker, der er urene – fx på grund af sygdomme eller den måde, de lever deres liv på. I de her møder er der én bevægelse, man kunne forvente: Nemlig den, at de urene gør den rene uren. For sådan har det jo været i årtusinder i jødisk tankegang. Men nej, i mødet med Jesus bliver den urene ren. I mødet med Jesus bliver deres liv forvandlet og livet kan få lov til at bryde frem i al sin hellighed. Jesus er lidt ligesom kullet i Esajas’ vision. Faktisk gik Jesus selv så langt som til at påstå, at han var Gud selv, og at han og hans efterfølgere var Guds tempel. Gennem dem kunne Guds nærhed og hellighed flyde ud i verden og bringe liv, genoprettelse og håb.

Som Oase-bevægelse er vi en del af den strøm, der flyder ud i verden. “Den, der tror på mig,” siger Jesus, “skal det gå, som Skriften siger: “Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.””

Må vi hver især være springvand af Guds-nærhed og hellighed, der hvor vi er – blandt naboer og kolleger, studiekammerater og venner, i supermarkedet og trafikken – midt i nabolaget, sportsklubben og samfundet som sådan.

Ønsker dig et velsignet, godt og helligt nytår!

Læs mere fra BUO:

Nyheder

Uden pinsen bliver evangeliet halvt

Et helt evangelium må omfatte både påsken og pinsen, for det er én fortælling i to afsnit. Som med så meget andet i kristendommen kan vi også med pinsen og Helligånden få hjælp af den bibelske jødedom, for også pinsen har jødiske rødder. Og uden pinsen og Helligånden er evangeliet kun halvt.

Læs mere »
Nyheder

Hvad er hellighed?

Hellighed er et begreb, du vil møde i Oase gennem 2024. Det er nemlig årets tema. Men Hellig er lidt et tungt ord, og hvad betyder det egentlig?

Læs mere »
Hvad er faste BUO
Højtider

Hvad er faste?

Hvad er det lige faste er? Hvordan hænger det sammen med fastelavn? Og hvorfor varer den helt til påske?

Læs mere »