Beatrice er vores nye forenings- og netværkskonsulent

Det er med armene højt oppe over hovedet, at vi kan fortælle, at Beatrice Wagner Fredensborg er blevet ansat som forenings- og netværkskonsulent i Børne- og UngdomsOase.

Med en baggrund som professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K) og en kandidat i kognitiv semiotik fra Aarhus Universitet, glæder hun sig til at kaste sig ud i de nye opgaver og udfordringer, hun står overfor i BUO.

”Jeg glæder mig til at komme ud og møde børn, unge og frivillige i BUO og få lov til at være bindeleddet mellem BUO og lokalforeningerne. Jeg har selv oplevet, hvor vigtig og livsændrende et voksent menneske kan være for et barn i et forpligtende kristent fællesskab. Det kan ændre et helt liv – og det er jeg enormt begejstret for at få lov til at være en medspiller i.”

Bag om Beatrice

Beatrice bor i Bjerringbro sammen med sin mand Enok og deres datter Solvej. De kommer i Kronjyllands Frimenighed, men de er også blevet glade for Oase.

Jeg har selv rødder i pinsebevægelsen, min mand har i ELM, og så synes vi, at vi fandt os godt tilpas midt imellem, da vi begge kom ind i Oasefælleskabet som trivselsvolontører på Oasehøjskolen. Jeg køber fuldstændig ind på visionen, og jeg føler mig så godt tilpas i Oasebevægelsen.”

Selv beskriver Beatrice sig som meget udadvendt, og hun brænder for at møde mennesker og have meningsfulde samtaler, og vil gerne gå et spadestik dybere for at lære andre endnu bedre at kende. Hun er videbegærlig på både mennesker og det nye job, hun står overfor i BUO, hvor begejstringen for at komme ud i lokalforeningerne og møde både medlemmer, frivillige og ansatte ikke er til at overse.

BUO’s landsleder, Arne Pedersen, siger dette om ansættelsen af Beatrice: ”Vi har først og fremmest ansat Beatrice, fordi vi kunne mærke, at hun brænder for børn og unge. Derudover har hun en spændende faglig profil, som både kan noget meget lavpraktisk, men også har en mere strategisk vinkel. Og så brændte hun bare igennem med godt humør og en stærk karakter. Så vi er helt sikre på, hun bliver en stærk tilføjelse både fagligt og menneskeligt.”

Vi glæder os i BUO til at starte samarbejdet med Beatrice fra 15. april!

Læs mere fra BUO:

Nyheder

Uden pinsen bliver evangeliet halvt

Et helt evangelium må omfatte både påsken og pinsen, for det er én fortælling i to afsnit. Som med så meget andet i kristendommen kan vi også med pinsen og Helligånden få hjælp af den bibelske jødedom, for også pinsen har jødiske rødder. Og uden pinsen og Helligånden er evangeliet kun halvt.

Læs mere »
KonfiOase BUO
Nyheder

KonfiOase 23/24 sluttede af med et brag

I weekenden blev sæsonens sidste KonfiOaselejr afholdt. Det har været et hold, hvor venskaber har blomstret, konfirmanderne har haft det sjovt og undervisningerne har været i top.

Læs mere »