Mød den nye bestyrelse

15. juli holdte Børne- og UngdomsOase generalforsamling i Ungehallen på SommerOase. Det bød på beretning fra formanden, Jane Baumgartner og landsleder Arne Pedersen, herunder introduktion til BUOs 3-årige strategi samt valg af ny bestyrelse. 

Fællesskab som det bærende element

Det sidste års tid er BUO vokset,” startede formanden. Det har givet anledning til snakke om, hvordan organisationen bruger og forvalter de ressourcer, der er. 

I februar havde bestyrelsen en strategi-proces. Ordet ”fællesskab” var det mest gennemgående ord. Fællesskaber som rummer, styrker, udruster, favner og skaber gode vækstbetingelser for alle aspekter af livet. Derfor kredser BUOs nye 3-årige strategi på netop dette ord med følgende fokusområder: 

Fællesskab

                    – Med den treenige Gud

                   –  Lokalt

                   –  Med frivillige og ansatte

                   –  Med unge 20+ år

”Bestyrelsen vil bruge disse fokusområder aktivt, når der skal prioriteres af organisationens ressourcer. Landslederen vil have det daglige ansvar for udmøntningen af strategien i praksis – i tæt samarbejde med den dygtige stab,’‘ lød det fra formanden.

En stor tak lød det desuden til de lokale ildsjæle i lokalforeningerne rundt om i BUO-landskabet samt til de afgående bestyrelsesmedlemmer, herunder Karina Hougaard, Christoffer Karkov og Clemens Futtrup Dommert. 

Nye ansigter i bestyrelsen

Christoffer Højlund, som til dagligt er præst i Fyns Valgmenighed, fortsætter i bestyrelsen og fortæller, at han ”[…] er optaget af, hvordan den voksne generation bedst vandrer sammen med de yngre generationer så vi sammen opdager mere af hvem Gud er, følger Jesus og fortsat er med til at bygge på Guds rige i Danmark. Derfor er jeg nok også særligt fokuseret på samspillet mellem generationerne og samspillet med DanskOase.”
 
Den nye bestyrelse har desuden fået hele 4 nye medlemmer til. Om deres forventninger til arbejdet siger de følgende:  
 
Laura Norgaard Mortensen, psykologistuderende v. Aarhus Universitet: ”Fagligt brænder jeg for børne- og ungeområdet og denne interesse driver mig også i mit frivillige arbejde. Jeg synes, at det er vældig interessant, at vi de næste år bl.a. skal arbejde med, hvordan BUO kan skabe flere relevante tilbud til unge over 20 år. Til trods for, at jeg selv er i målgruppen, synes jeg ikke, at det er en nem opgave, men jeg glæder mig til at arbejde videre med det.”
 

Rebecca Klausholm, jordemoderstuderende ved UCN: ”Dét, der motiverer mig til at gå ind i BUO’s bestyrelse, er de gode visioner omkring unge og fællesskaber for dem. Jeg brænder særligt for dem, som er nye i fællesskaber, og som måske ikke kender så mange. Det kan være, man er flyttet hjemmefra og alting er nyt og spændende – men måske også skræmmende. Det er derfor vigtigt for mig, at alle bliver mødt og set, og får en god mulighed for at blive en del af et godt fællesskab i kirken/klubben.”

Ole Dalgaard, selvstændig: ‘Min motivation for at arbejde i BUOs bestyrelse ligger bl.a. i at jeg selv har 4 børn som alle har været og er glade for SommerOase og BUOs arbejde i vores egen kirke. Fællesskaber for børn og unge er enormt vigtige, for børn og unge. Herudover er jeg spejderleder, har været det i godt 10 år.

Der er flere børn og unge i min kirke, der har diagnoser såsom aspergers og ADHD. De fungerer ofte godt i små, rummelige fællesskaber, men har det svært med større arrangementer – jeg brænder særligt for, at vi kan lave tilbud, som kan rumme dem bedre.”
 
Lasse Dybdal, præst i Zions kirke i Esbjerg: ”Jeg mener, det er vigtigt, at vi er kirke for børn og unge først, og så derefter for den næste generation.”
 

I BUO-organisationen er vi i stor forventning til bestyrelsens fortsatte arbejde og med den nye strategi, som til dels kommer til udtryk på vores nationale events. Har du spørgsmål til bestyrelsen kan du finde dem her og/eller kontakte dem på info@buo.dk.

 

Læs mere fra BUO:

Nyheder

BUO på folkemødet 2024

Vi har for andet år været afsted på Folkemødet. Læs om, hvad Børne- og UngdomsOase har engageret sig i af debatter og de unges oplevelse.

Læs mere »