Beatrice er vores nye forenings- og netværkskonsulent
Med en baggrund som professionsbachelor i Kristendom, Kultur og Kommunikation (3K) og en kandidat i kognitiv semiotik fra Aarhus Universitet, glæder hun sig til at kaste sig ud i de nye opgaver og udfordringer, hun står overfor i BUO.
”Jeg glæder mig til at komme ud og møde børn, unge og frivillige i BUO og få lov til at være bindeleddet mellem BUO og lokalforeningerne. Jeg har selv oplevet, hvor vigtig og livsændrende et voksent menneske kan være for et barn i et forpligtende kristent fællesskab. Det kan ændre et helt liv – og det er jeg enormt begejstret for at få lov til at være en medspiller i.”
Bag om Beatrice
Beatrice bor i Bjerringbro sammen med sin mand Enok og deres datter Solvej. De kommer i Kronjyllands Frimenighed, men de er også blevet glade for Oase.
”Jeg har selv rødder i pinsebevægelsen, min mand har i ELM, og så synes vi, at vi fandt os godt tilpas midt imellem, da vi begge kom ind i Oasefælleskabet som trivselsvolontører på Oasehøjskolen. Jeg køber fuldstændig ind på visionen, og jeg føler mig så godt tilpas i Oasebevægelsen.”
Selv beskriver Beatrice sig som meget udadvendt, og hun brænder for at møde mennesker og have meningsfulde samtaler, og vil gerne gå et spadestik dybere for at lære andre endnu bedre at kende. Hun er videbegærlig på både mennesker og det nye job, hun står overfor i BUO, hvor begejstringen for at komme ud i lokalforeningerne og møde både medlemmer, frivillige og ansatte ikke er til at overse.
BUO’s landsleder, Arne Pedersen, siger dette om ansættelsen af Beatrice: ”Vi har først og fremmest ansat Beatrice, fordi vi kunne mærke, at hun brænder for børn og unge. Derudover har hun en spændende faglig profil, som både kan noget meget lavpraktisk, men også har en mere strategisk vinkel. Og så brændte hun bare igennem med godt humør og en stærk karakter. Så vi er helt sikre på, hun bliver en stærk tilføjelse både fagligt og menneskeligt.”
Vi glæder os i BUO til at starte samarbejdet med Beatrice fra 15. april!
Læs mere fra BUO:
![](https://buo.dk/wp-content/uploads/2024/07/20240615_115217157_iOS-300x225.jpg)
BUO på folkemødet 2024
Vi har for andet år været afsted på Folkemødet. Læs om, hvad Børne- og UngdomsOase har engageret sig i af debatter og de unges oplevelse.
![](https://buo.dk/wp-content/uploads/2024/07/image-300x225.png)
Royal Rangers er på Eurocamp 2024
Til august drager 16 børn og 6 voksne fra lokalforeningen Royal Rangers København til Ungarn til en international spejderlejr for kristne.
![](https://buo.dk/wp-content/uploads/2024/03/SommerOase-2023-RAISFOTO_DJI_0875-300x225.jpg)
Indkaldelse til generalforsamling i BUO
Hjertelig velkommen til generalforsamling i Børne- og UngdomsOase på SommerOase 2024.
![](https://buo.dk/wp-content/uploads/2024/05/IMG_0264-300x300.jpg)
Et kendt BUO-ansigt er vores nye ungdomskonsulent.
Måske har du mødt denne ildsjæl før. Om ikke andet, så kommer du nu til det. Det er med stor entusiasme, at vi fra 1. august udvider BUO-familien med vores nye ungdomskonsulent, Clemens Futtrup Dommert i Børne- og UngdomsOase.